Sønderborg // kultur

31. oktober 2019 13:26

Maya Johannsen

Arkivfoto,

Arkivfoto,

Ny kampagne sætter fokus på sikkerhed, når du har andres børn i bilen

De syd- og sønderjyske kommuner har sammen med Politiet og Børneulykkesfonden fået udarbejdet kampagnen 'Med Fly eller Folkevogn', som skal sætte fokus på det ansvar, vi påtager os, når vi har andres børn med i bilen.

Sønderborg 31. oktober 2019 13:26

Maya Johannsen

Arkivfoto,

Arkivfoto,

Kampagnen skal hjælpe en debat i gang om et emne, mange måske har lidt berøringsangst over for. Det er ikke rart at påpege over for en anden forælder, at han/hun kører for stærkt. Er det derimod en regel i foreningen, vil man ikke være den forælder, der skejer ud.
 

Målet med kampagnen er naturligvis, at færre bliver dræbt eller kommer til skade i trafikken, men også at sætte fokus på forældrenes funktion som rollemodel, når man fragter børn i bilen.
 

- Ud fra et miljømæssigt og socialt synspunkt er vi rigtig glade for, at forældrene arrangerer samkørsel og skiftes til at køre hinandens børn til fritidsaktiviteter. Men vi vil gerne være med til at sætte fokus på det store ansvar, man har, når man færdes i trafikken, og minde forældrene om at være særligt opmærksomme, når de har egne og andres børn i deres varetægt, siger formand for Teknik- og miljøudvalget i Sønderborg Kommune, Aase Nyegaard.
 

Rigtigt mange børn deltager flere gange om ugen i en sportsaktivitet, og ofte er der behov for, at forældrene kører børnene frem og tilbage fra træning og kamp. For at lette opgaven indgår mange forældre aftaler med andre forældre om at skiftes til at køre hinandens børn. Desværre kan der være stor forskel på forældres syn på behovet for sikkerhedsudstyr i bilen og på, hvor hurtigt man bør køre.
 

- Det er vigtigt, at vi forventningsafstemmer, hvordan vi kører, når vi har andres børn med i bilen. Selv en voksen mand har svært ved at sige fra, hvis føreren af bilen kører for stærkt eller bruger håndholdt telefon. Så det gør børnene nok heller ikke, siger Knud Reinholdt, leder af Færdselsafdelingen ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
 

Det kan derfor være en god idé, hvis forældrene, evt. sammen med foreningen, laver nogle retningslinjer for, hvordan transporten skal foregå, når de kører frem og tilbage med hinandens børn.
 

-Når man som forældre vælger at have andres børn med i bilen, følger der et stort ansvar med, slutter Knud Reinholdt.

Kommentarer

Login eller opret en bruger for at kommentere